Sacha og Mads lægger brugte julegaver under træet til deres børn - turde du?
Foto: Hedegaard
Deres børn elsker brugte julegaver.
Sacha og Mads finder brugte gaver på nettet og får på den måde råd til mange flere, end hvis tingene skulle købes nye. Ungerne bliver glade, mener de.
Hvis du endnu mangler at købe julegaven, så kommer her et godt råd fra frisør Sacha Munch Jensen og hendes mand, tømrer Mads Kyed Jensen: Køb dem brugt!
Da TV2 Nord kigger forbi hjemme i Aabybro en dag ved middagstid, er stuegulvet nærmest dækket af legetøj. Der er Play Mobil og Micro Machines nærmest i overflod. Brugt vel at mærke.
- Det er alt sammen noget, vi har fundet på forskellige sider på nettet. Gul og Gratis, Den Blå Avis og Facebooksider. Her har vi købt det til omkring en fjerdedel af nyprisen, siger Sacha, mens hun pakker julepapir om gamle papkasser fra Netto.
Børnene er ligeglade
Mads sidder i sofaen, sygemeldt med dårlig ryg. Indpakningen er under alle omstændigheder overladt til fruen. Til gengæld har han hentet de fleste af gaverne rundt omkring i nærområdet.
Vore børn er ligeglade med, om tingene er brugte og ikke lige kommer i en fin kasse.
Mads Kyed Jensen
- Vores børn er ligeglade med, om tingene er brugte og ikke lige kommer i en fin kasse. Det betyder heller ikke det store, om der mangler en dims her eller der. Og så er det bare fedt at kunne give dem en masse gaver, siger han.
Sacha påpeger, at det er bedre, tingene bliver brugt, end at de står på et loft og samler støv.
Vi kan af gode grunde ikke spørge Sammy på tre og Milan på syv år, om de er tilfredse. De er i skole og børnehave. Men de har tidligere fået brugte gaver, som de har været glade for.
Tør ikke give brugt til andre
Spørgsmålet er, om parret også giver brugte gaver til andre end deres egne børn.
- Det er sværere. Jeg har en niece, hvor vi overvejer det. Men vi ved ikke helt endnu, om vi tør. Nogle børn vil måske nok blive skuffede, og jeg tænker også på, hvordan forældrene vil reagere, siger Sacha.
- Gaven skal selvfølgelig være i orden, og hvis børnene er små, er de ligeglade, mener Mads.
I Nordliv mandag aften er fuldt fokus på jul, både de hyggelige og knap så hyggelige aspekter af højtiden. Her kan du blandt andet få tips og tricks dekorering af julens småkager af Liv Martine fra Den Store Bagedyst og se denne reportage om de brugte julegaver.