Sisse sagde sit job op for at forfølge en livslang drøm i Afrika
Foto: Privatfoto / Sisse Røhl
Sisse har oprettet et børnehjem i Tanzania, og fredag aften blev der samlet penge ind til netop det formål.
Hun har startet et børnehjem helt op fra bunden i Moshi i Tanzanias Kilimanjaro-region, og det har været en mangeårig drøm for Sisse Røhl Nesgaard fra Brovst.
- Jeg har faktisk altid drømt om det, siden jeg var en teenager. Som jeg er blevet voksen, har jeg gået med drømmen om, om jeg skulle gøre mit eget i stedet for bare at være frivillig. Og så rejste jeg derned for at se, om det gav mening, indleder Sisse Røhl Nesgaard.
- Og det gav mere end mening. Så det har egentlig været en drøm, der altid har ligget der med at have de afrikanske børn i hænderne, fortsætter den visionære kvinde.
Alt giver mening for os. Selv det mindste har en kæmpe betydning for børnene
Sisse Røhl Nesgaard, initiativtager
Sisse sagde i 2021 sit job op som sygeplejerske for netop at forfølge den afrikanske drøm, og opbakning har der været brug for.
- Man skal have et solidt bagland bag sig. Jeg har jo mand og tre børn derhjemme, som støtter fuldt op omkring det, lyder det fra Sisse Røhl Nesgaard.
- Men ja, jeg rejste afsted (Til Tanzania, red.) og tænkte, at jeg nu var nødt til at mærke efter den her livslange drøm. Det er dog altid så nemt at gå og tænke, at 'det vil jeg gerne', og jeg ville hellere give det et skud og se, om det kunne lykkes. Det kunne det.
Video: Live fra indsamlingen på Restaurant Nordstjernen fredag aften
Ifølge Sisse er de lokale børnehjem i Tanzania ikke så fokuseret på rammerne.
- Det handler bare om at få så mange børn ind som muligt, fordi de tjener penge på de børn, de har dernede. Det gør jeg jo ikke, fordi jeg kommer derned som frivillig.
- De (Børnene, red.) bliver faktisk bare flyttet ind fra gaden, så har de tag over hovedet, og de får også et måltid mad. Og så får de egentlig ikke ret meget andet.
Indsamling på Restaurant Nordstjernen
Fredag aften havde Sisse Røhl Nesgaard taget initiativ til en indsamling til børnehjemsbørnene i Tanzania.
Det skete på Restaurant Nordstjernen i Blokhus, hvor 120 gæster var mødt op, og overskuddet fra arrangementet ville gå til børnene.
Iblandt de mange spisende gæster var den nordjyske musiker Ib Grønbæk.
- Jeg har stemt guitaren. Det er fint, hvis man kan være med til at gøre en forskel. Det vil jeg hellere end gerne for nogle børn, der ikke har det så godt, lyder det fra musikeren, inden han med et glimt i øjet siger.
- Jeg er simpelthen så godt et menneske, du tror det er løgn.
Sisse Røhl Nesgaard tør ikke at gætte på, hvad indsamlingen kommer til at indbringe.
- Alt giver mening for os. Selv det mindste har en kæmpe betydning for børnene, slutter hun.