Stine Rex løber igen: Skal du med på Nordjyllands største nisseløb?
Grafik: Emilie Wolff Mulbjerg
Søen er den samme, men temperaturen er sænket, og julestemningen er brudt ud.
Sidst der var løb omkring søen i Aabybro blev der slået vilde rekorder.
Blandt andet tilbagelagde ultraløberen Stine Rex 913,6 kilometer på bare seks døgn.
Og der blev indsamlet omkring 600.000 kroner til SMIL-fonden.
Men når NordJULland Løbet løber af stablen den første december 2024, er tiden og distancerne dog en del kortere, men en tur om søen er stadig cirka 1,4 kilometer lang og julehumøret helt sikkert langt højere.
Formålet med juleløbet er at indsamle penge til Kirkens Korshærs julehjælp.
Løbet vil denne gang ikke vare 144 timer som i sommer, men vil forløbe over fire timer fra 14.00 til 18.00, hvor man har mulighed for at løbe halvmaraton, rundeløb eller nisseløb på 2,8 kilometer.
Udover løb vil der igen være foodtrucks, storskærm og nogle kendte nordjyder vil også kigge forbi, heriblandt Jonny Hefty som kommer med en julesang. Derudover vil der være underholdning fra scenen og konkurrencer.
Sommerens blonde rekordtager, Stine Rex, vil selvfølgelig løbe med, og TV2 Nord vil med hjælp fra golfvogne naturligvis sende live fra løbet.