Skud i Fjerritslev: Politiet sparsomme med oplysninger
Politiet mødte talstærkt op i Fjerritslev, da der tirsdag aften var meldinger om skud. Nordjyllands Politi har ingen kommentarer.
Onsdag morgen er Nordjyllands Politi sparsom med information om nattens aktion i Fjerritslev hvor politiet rykkede talstærkt ud og stormede et hus iført skudsikre veste og våbnene klar.
- Af hensyn til efterforskningen har jeg på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentar, udtaler Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Dermed er det fortsat meget uklart hvad der skete tirsdag aften i Fjerritslev.
Nordjyllands Politi modtog tirsdag aften klokken 19.49 en anmeldelse om en skudepisode i Jernbanegade i Fjerritslev, hvor en mand var ramt i hånden. Nordjyllands Politi rykkede massivt ud til området, og klokken 23.15 valgte politiet at storme huset, hvorefter betjente i kampuniform sparkede døren ind.
Huset var dog tomt, men aktionen fortsatte ud på natten, hvor politiet indhentede specielhunde, der skulle afsøge området.
Nordjyllands Politi forventer at fortælle mere i sagen senere på formiddagen.