Softice op over begge ører: Flere hundrede var mødt op til Isens dag
Isens dag byder på gratis is og gammel historie. Og det er noget, der tiltrækker mange.
Lilla is, brun is, gul is. Der er is i alle smage, former og størrelser.
Flere hundrede isglade holder på de knasende, sprøde vafler. Den tykke flødemasse løber langsomt, mens de ivrige tunger hastigt forsøger at fange den.
Lørdag står i isens tegn. I hvert fald på Aabybro Mejeri, der hvert år i juni afholder ’Isens dag’.
Det er familien Lindhardt, der står bag det kendte Aabybro Mejeri.
Lørdag åbner de mejeriet op for alle dem, der har lyst til at smage den nordjyske is. Udover at sætte tænderne i enten en kærnemælks softice, en energitæt is eller de mange varianter flødeis og sorbeter, så har folk også mulighed for at komme ind bag kulissen i det 130 år gamle mejeri.
Og det er noget, mange nordjyder har valgt at benytte sig af. Flere hundrede var nemlig mødt op for at få en bid af den kolde masse.