Sympati for minkavlerne: Beboerne på Gjøl flager på halvt

Aflivningerne af de mange smittede mink er netop i gang. På Gjøl flages der derfor på halvt i dag i sympati for minkavlerne samt deres besætninger.

En berørt by har fredag valgt at flage på halvt. På Gjøl er minkfarmene hårdt ramt af coronavirus, og efter det endnu engang blev vedtaget, at smittede minkbesætninger, samt farme der er placeret indenfor en radius på 7,8 kilometer af en smittet farm, skal slåes ned, er aflivningerne netop påbegyndt.

Det har fået borgerne i Gjøl til at hejse flaget, dog kun på halvt, i sympati for de mange minkavlere, der nu står uden besætning - og måske uden job.

Handler om hele byen

Én af de mange der i dag har flaget på halvt, er Gjøl Kro. Forpagter Lise-Lotte Buch fortæller, at grunden til at de flager, er i sympati for byens minkavlere, der nu står i en uvis situation, med mange spørgsmål om fremtiden.

- Det er forskrækkeligt, at deres levebrød bliver taget fra dem på den her måde, når der nu ikke er nogen dokumenteret grund til, at det skal være på den her måde. Det er det mest uretfærdige jeg nogensinde har hørt om, siger Lise-Lotte Buch til TV2 Nord.

Byen havde igennem deres fælles Facebookside arrangeret at flage på halvt, og der var generelt stor opbakning til projektet.

- Vi får ondt i maven over det os alle sammen heroppe, uanset om vi er minkavlere eller ej. Det er noget skrækkeligt noget. Det er jo hele byen det handler om. Der har været stor opbakning i byen generelt, og jeg tænker, der kommer flere og flere til, der flager på halvt, når folk har fri, fortæller Lise-Lotte Buch, der ikke selv var i tvivl om, hvorvidt flaget skulle hejses eller ej.


Seneste nyt

fra Nordjylland