TDC vil opstille ny mast for at forbedre mobildækning - men borgere er imod

Masten skal opføres ved Kristinevej og Pirupshvarresvej i Hune.

En 36 meter høj telemast. 

Det er dét, som deler vandene for beboerne i Blokhus i øjeblikket.

Der er nemlig planer om at rejse en TDC-mast på hjørnet af Kristinevej og Pirupshvarresvej i Hune, og den idé falder ikke i god jord hos naboerne til grunden. 

- Jeg synes, det er fuldstændig frygteligt for både byen og naboerne, fortæller Hans Kaldahl, der er ejer af et af nabo-sommerhusene. 

kort hune

Frygter for sikkerheden

Selvom mastens udseende og påvirkning af det idylliske bybillede i Blokhus ikke er noget, som Hans Kaldahl tænker godt om, så er det i højeste grad sikkerheden, både han og naboerne frygter for. 

- Den mast, som de vil opføre, er ifølge Energistyrelsen ikke så modstandsdygtig over for vind, hvilket betyder, at den står og svajer. Da placeringen er tæt på havet og vestenvinden, så vil den komme til at svaje en del, forklarer Mogens Sparre, der er bosat i kvarteret og talsmand for beboerne. 

- Når vi kommer ned på omkring nul grader og frost, så vil der danne sig isslag på masten, og når den står og svajer, så vil der falde is ned fra 36 meters høje, hvilket er meget farligt, understreger han. 

Mogens Sparre har selv boet på Grønland, og derfor mener han, at han ved, hvad isslag kan få af konsekvenser. 

Er ikke imod konceptet

Mogens Sparre har også været en del aktiv på den lokale Facebook-gruppe "Blokhus/Hune - Kun til Info", hvor han er blevet modtaget med meget blandet reaktioner på sine opslag. 

- Hold nu op. I klager over dårlige forbindelser, og nu er det noget andet. Handler det bare om at brokke sig? Vi lever trods alt i 2022, skriver Kirsten Nielsen blandt andet til et af opslagene. 

- Hold nu op med alt det brok eller få sat en telefonboks op, lyder det fra Anders Fjendbo. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mogens Sparre og naboerne er dog hverken imod selve ideen om en TDC-mast eller ønsket om at forbedre mobilnetværket i området. 

- Vi er imod placeringen. Det er både udseendemæssigt og sikkerhedsmæssigt forkert, konstaterer Mogens Sparre, og fortsætter:

- Med en så høj mast få meter fra vores sommerhuse vil markedsværdien på dem falde. Det er før set og beskrevet. Og jeg kan godt forstå det, jeg gad heller ikke købe et hus, hvor der står en 36 meter høj mast lige ved siden af, understreger han.  

TDC ejer grunden

Grunden til, at TDC kan sætte sin store mast op i sommerhusområdet, skyldes, at det er TDC selv, som ejer grunden, hvor masten skal opføres. 

Det er dog ikke derfor, man hos TDC NET har valgt placeringen.  

- Når vi skal etablere nye master for at forbedre mobilkapaciteten i et område, arbejder vi altid på at finde en placering, der dels giver den bedste dækning, og dels er mindst muligt til gene for lokalområdet, Søren Elsborg, der er underdirektør hos TDC NET.

- I det her tilfælde er derfor tale om et kapacitetssite, og der er derfor begrænsninger for, hvor vi kan placere en ny mast, da masten skal være der, hvor behovet for kapaciteten er.

Det mener beboerne er et dårligt grundlag for valget. 

- Den mast kunne sagtens stå et andet sted eller blive delt ud som flere mindre master i området. Havde der nu været en god grund til valget af placeringen var det noget andet, men det virker egentlig bare som om, man ønsker at spare penge, og det er på bekostning af alle os andre, forklarer Mogens Sparre.

Vil forbedre mobildækningen

Selvom opførelsen af den store mast er faldet ikke er faldet i god jord hos beboerne, så er begrundelsen for etableringen faktisk et ønske om at forbedre borgernes mobilnetværk.   

- I TDC NET arbejder vi løbende på at sikre den bedst mulige infrastruktur i hele landet. For at skabe en god og fremtidssikret mobildækning for borgerne i Blokhus er vi i gang med at etablere en 36 meter høj mast på den pågældende adresse, da der er behov for at øge kapaciteten i mobilnetværket i lige netop det her område, forklarer Søren Elsborg, der også forklarer, at sikkerhed er altafgørende for placeringen af en så høj mast.  

- Vi har mobilmaster placeret i hele landet, og vi har også flere sites i tætbefolkede områder. Sikkerhed er helt afgørende for TDC NET, og det går vi ikke på kompromis med, heller ikke når vi udbygger mobilnetværket, konstaterer han.


Seneste nyt

fra Nordjylland