Tobias drømmer om sejr på hjemmebane i første coronafrie speedwaysæson
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
Det har kostet mange skader for Tobias Thomsen at nå dertil, hvor han er nu i speedwaysporten, men det har ikke slået ham ud.
Onsdag aften bliver årets første match kørt på speedwaybanen i Brovst. Den lokale kører Tobias Thomsen drømmer om noget stort på hjemmebanen.
Hjemme i værkstedet er 27-årige Tobias Thomsen ved gøre sine to speedwaycykler klar til onsdagens match på hjemmebanen.
Siden han var tre år gammel har han kørt venstre om banen i Brovst flere hundrede gange – nok endda flere tusinde gange. Banen kender han i søvne, men den er heller ikke så snørklet – to langsider, men ellers skal cyklen for det meste dreje til venstre på den ovale bane, og det skal den også onsdag aften.
Efter flere år med en corona-epidemi, ser speedwaysæsonen igen ud som normalt, og onsdag skal den nordjyske kører ud til sæsonens første hjemmematch.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang igen. Det er meget skønt for at sige det jævnt, siger Tobias Thomsen.
Onsdag aften gælder det en match mod altid dygtige Sønderjylland Elite Speedway fra Vojens og Tobias Thomsen håber på en sejr på hjemmebanen, men den nordjyske speedway kører har endnu større drømme. For lige nu bruger han godt nok mange timer sammen med maskiner af forskellig slags, men det er mest i sit arbejde som mekaniker, og den titel vil han gerne have byttet ud med professionel speedwaykører.
- Forhåbenligt snart. Jeg kæmper med det hvert år. Vi kæmper for det og tror på og lige pludselig så sker det – det skal det, siger Tobias Thomsen.
Har allerede kostet mange skader
Efter 24 år i speedway sporten er det ikke kun pokalhylden, der er blevet større og større for Tobias Thomsen. Det er hans lægejournal også, for kroppen har taget imod flere voldsomme styrt gennem årene og med det kommer flere slemme skader.
- Jeg mangler mit haleben, det er væk, det brækkede jeg for tre år siden. Så har jeg mistet en finger og brækket begge mine håndled to gange.
Onsdag aften håber Tobias Thomsen at holde sig fri fra styrt og i stedet kunne køre sig sikkert over stregen til point for hjemmeholdet.