Vægter overraskede splejset indbrudstyv

Natten til fredag fik en vægter et spark over skinnebenet, da han forgæves forsøgte at stoppe en indbrudstyv på kommunekontoret i Brovst.

En vægter overraskede natten til fredag klokken 00:45 en indbrudstyv på fersk gerning på kommunekontoret, Borgervænget 12 i Brovst.

Vægteren greb fat i gerningsmanden, men det hjalp ikke meget. Gerningsmanden sparkede vægteren hårdt over skinnebenet og slap efterfølgende væk.

- Det er endnu uvidst, hvad han slap afsted med, men han kom formentlig afsted med den bærbar computer, han havde under armen, da han sparkede vægteren, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

Gerningsmanden er af dansk udseende, splejset af bygning og omkring 185-190 cm høj. Han var iført en grå hættetrøje med skrift på, sorte joggingbukser og hvide kondisko.

Politiet eftersøger nu gerningsmanden, og hører gerne fra dig på 114, hvis du har set eller hørt noget mistænkeligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland