Den midlertidige lysreguleringen forsvinder tirsdag, men den vil vende tilbage.
Midlertidigt lyskryds, omkørsel og spærringer har i lang tid præget hovedvej 11 i Halvrimmen. Og på trods af perioder uden vejarbejde, så er vejen langt fra færdiglavet endnu.
Omkørsel og afspærring gennem længere tid
Gennem efterhånden mange måneder har bilerne måttet holde for rødt lys på grund af vejarbejde i forbindelse med separatkloakering. Og fredag den 23. september 2022 blev lysreguleringen skiftet ud med en total afspærring.
Den totale afspærring betød dengang, at bilerne blev ledt via en omkørsel henover weekenden. På trods af, at vejen igen åbnede slap man efterfølgende ikke for lysreguleringen før december 2022.
Det blev dog langt fra enden på arbejdet på hovedvejen. For lysreguleringen fandt igen vej til Halvrimmen i 2023.
- Vi har været ved at lave cykelstien, da det blev udskudt på grund af for megen frost i vinters, forklarer Jane Møller Mortensen, der er projektleder i Jammerbugt Forsyning, der er bygherre på separatkloakeringsarbejdet.
Mere i vente
Den nuværende lysregulering forsvinder dog i løbet af tirsdag eftermiddag. Men det er altså ikke enden på hverken lydregulering eller vejarbejdet på hovedvejen.
- Der vil komme et mindre arbejde i maj, hvor lysreguleringen vil komme midlertidigt op igen, forklarer Jane Møller Mortensen.
- Vi skal have afsluttet projektet, og have lavet udbedringer i vejen, der stadig er en del ujævn på trods af, at vi allerede har jævnet den. Det vil ske i sensommeren omkring august-september, afslutter hun.
Arbejdet vil omhandle udlægning af asfaltslidlag på de berørte arealer på Aalborgvej og Thistedvej.
Derudover skriver Jammerbugt Forsyning på sin hjemmeside, at afhængig af blandt andet vejrlig og arbejdets fremdrift, så forventes de sidste belægningsarbejder afsluttet senest i april 2024.
Og at asfaltslidlag på de kommunale veje udføres i sommeren 2024.