Klitsagen: Anklager mener, at Hans Andersen skal seks måneder i fængsel for klit-hærværk
Foto: TV2 Nord
Sagen om de to ødelagte klitter på Skagen Sønderstrand nærmer sig en afslutning.
Der er ifølge anklageren fra Østjyllands Politi, Jan Østergaard, ingen tvivl. Hans Andersen bestilte en 39-årig mandlig entreprenør til at skrælle toppen af to klitter på Skagen Sønderstrand en meget tidlig oktober morgen i 2019.
- Var der en forudgående aftale? Anklagemyndighedens svar er et rungende ja, sagde specialanklager ved Østjyllands Politi, Jan Østergaard søndag ved Retten i Hjørring.
På den sidste dag i retssagen om de to ødelagde klitter i Skagen, hvor den aalborgensiske erhvervsmand, Hans Andersen, og en 39-årig mandlig entreprenør er tiltalt for groft hærværk og overtrædelse af flere bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, kom anklager fra Østjyllands Politi, Jan Østergaard, søndag med sin afsluttende procedure, hvor han fremlagde sine vigtigste beviser for, at de to mænd skal dømmes for i forening at have ødelagt to klitter på Skagen Sønderstrand.
Anklager går efter seks måneders fængsel
En så grov forseelse, at anklageren mener, at Hans Andersen og den 39-årige mand skal idømmes ikke under seks måneders ubetinget fængsel, som anklageren sagde det ved Retten i Hjørring.
- Det er en kæmpe tanketorsk, at man tror, at man kan slippe af sted med det ubemærket, sagde anklager Jan Østergaard i retten.
Anklagemyndigheden siger, at når skaderne overstiger 15.000 kroner, så skal det i sig selv give fængselsstraf. Derudover påpeger han flere skærpende omstændigheder; at det er begået i forening, og at det ikke er ubetydelig skade, der sket på klitterne. Derudover påpeger anklageren fire væsentlige samfundshensyn, som han siger er afgørende for straffens længde, blandt andet at der blevet gjort skade på kulturhistorisk værdi. Anklagemyndigheden mener, at der blevet gjort skade på natur og kultur ved at køre på de to klitter og skubbe sand fra toppen af dem og ned på stranden.
- Udgangspunktet er, at seks måneders ubetinget fængsel er en rimelig straf, sagde Jan Østergaard under sin procedure ved Retten i Hjørring.
Derudover siger anklageren, at hvis retten skulle graduere lidt i den straf, som anklagemyndigheden mener er rimelig, så skal det være sådan, at Hans Andersen får den hårdeste straf.