Fire mænd eftersøges efter knivdrab
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En er løsladt, og Nordjyllands Politi efterlyser nu fire mænd efter knivdrabet i det centrale Aalborg lørdag aften.
Nordjyllands Politi eftersøger nu fire mænd, der er mistænkt for at være med til knivdrabet i Aalborg i går aftes.
Tidligere i dag blev den 24-årige mand, som blev anholdt i aftes for medvirken til knivdrabet på Øste Alle, løsladt. Nordjyllands Politi har har i stedet rettet fokus på fire mænd fra lokalområdet i alderen 25-32 år.
Det er politiets efterforskning, der peger i retning af de fire mænd. I løbet af aftenen og natten har politiet sikret mange spor i en omfattende efterforskning.
- Og det er blandt andet tekniske spor og afhøringer, der peger på de fire personer som mulige gerningsmænd til knivdrabet. Derfor eftersøger vi dem nu, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der oplyser, at politiet sigter dem for drab.
Af hensyn til politiets efterforskningsskridt bringer man ikke navn og foto af de pågældende personer, men lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, opfordrer de eftersøgte til omgående at melde sig til politiet.
Hvis man kender til de fire mænds opholdssted, så skal man straks kontakte politiet på 114. Man skal ikke selv forsøge at pågribe de efterlyste.
Hele episoden, der førte til drab sket lørdag aften, og klokken 18.03 modtager politiet en anmeldelse om et færdselsuheld nede i krydset Østre Alle og Langelandsgade i Vejgaard i Aalborg, hvor tre køretøjer er impliceret. Det udvikler sig efterfølgende til et større slagsmål med køller og knive.
Politiets efterforskning viser, at en 27-årig mand – den dræbte – flygter fra det ene køretøj ned ad Langelandsgade, hvor han bliver indhentet og overfaldt af tre gerningsmænd. Gerningsmændene flygter efterfølgende i flere retninger fra gerningsstedet.
- Den dræbte bliver udsat for slag og knivstik, og han afgår ved døden kl. 18.49 på sygehuset i Aalborg, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Han tilføjer, at den mand, der i går blev anholdt, var med i dræbtes bil, og han flygtede efterfølgende fra færdselsuheldet. Denne mand er løsladt igen.
- Vi betragter det fortsat som et internt opgør i et kriminelt miljø, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.