Økonomiudvalg: Knud Kristensen står med et stort troværdighedproblem
ARKIV
Et samlet økonomiudvalg i Vesthimmerlands Kommune - minus Knud Kristensen - retter i et læserbrev skarp kritik mod borgmesterens troværdighed og hans inhabilitet i en sag om ungdomsboliger i Aars.
- Det bliver svært fremover at samarbejde med en borgmester, der helt åbenlyst har skabt sig et stort troværdighedsproblem.
Sådan skriver Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommunes - minus Knud Kristensen - i et kritisk læserbrev på aarsavis.dk i en ny sag borgmesterens inhabilitet som entreprenør.
Sagen udspringer af et møde i økonomiudvalget den 14. september, hvor Knud Kristensen ifølge de øvrige medlemmer af økonomiudvalget har oplyst, at han ikke længere var ejer af grunden Himmerlandsgade 33.
Økonomiudvalget var på mødet i gang med at bestemme, hvad der skulle ske med grunden, og hvis borgmesteren var ejer, skulle han erklæres inhabil, men Knud Kristensen fortalte udvalget, at han havde solgt grunden til "en person vest fra," hvorfor han ikke længere var part i sagen.
De øvrige medlemmer af udvalget kunne efterfølgende gøre Knud Kristensen opmærksom på, at han i Tingbogen fortsat stod som ejer, og borgmesteren blev derpå bedt om at forlade mødet.
Det er netop udvalgsmedlemmernes opfattelse af, at Knud Kristensen forsøger sig med diverse krumspring, der skal komme ham selv til gode, der nu får dem til at reagere.
Hele dette forløb skaber naturligvis en tillidskløft mellem borgmesteren og resten af Økonomiudvalget – og måske endda overfor resten af byrådet
Uddrag fra læserbrevet
- Hele dette forløb skaber naturligvis en tillidskløft mellem borgmesteren og resten af Økonomiudvalget – og måske endda overfor resten af byrådet, står der blandt andet i læserbrevet.
Til TV2 Nord uddyber Per Bach Laursen, hvad der ligger til grund for læserbrevet, der ifølge ham har været flere uger undervejs.
- Jeg mener, det her er det sidste, vi kan gøre. Det her har noget med tillid at gøre. Vi vil gerne hjælpe borgmesteren til at forstå alvoren, siger han.
- Vi må bare sige, at vi ikke skal bruge vores tid på det her. Det er borgernes penge. Det er næsten ikke til at arbejde med, og der går meget unødigt tid med det.
Jeg har ingen bemærkninger, før vi får dokumenteret, hvad der er foregået.
Knud Kristensen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune
TV2 Nord har været i kontakt med borgmester Knud Kristensen, som ikke vil kommentere på sagen.
- Det er altid træls at få kritik, men på nuværende tidspunkt kan jeg kommentere det her. Jeg har ingen bemærkninger, før vi får dokumenteret, hvad der er foregået. Så vil jeg gerne stille op for åben skærm, siger Knud Kristensen.
Udover borgmesteren består Økonomiudvalget af Per Bach Laursen og Per Bisgaard fra Venstre, Palle Jensen og Uffe Bro fra Socialdemokratiet, Terese Berg Andersen fra SF samt Kirsten Moesgaard fra Konservative. Alle har underskrevet brevet og kan stå bag ordene.
- Vi var alle ret chokerede over borgmesterens forsøg på at påvirke en sag, som han havde en væsentlig økonomisk interesse i blev løst på en for ham gunstig måde, men vi ville nok have ladet sagen stoppe her, da der jo trods alt ingen skade var sket.
- Ovenstående indeholder oplysninger fra det lukkede møde, hvorfra der normalt ikke må refereres, men da bogmesteren fremturer overfor offentligheden om sin uskyld og fortsat fastholder, at han var habil samt, at han aldrig taler usandt, er det både legitimt og nødvendigt, at sandheden kommer frem.