Seneste nyt:

Analyse: I Mariagerfjord er kvinderne tættest på ligestilling

Det er stadig kun cirka hver tredje kandidat ved kommunalvalget, der er en kvinde. Og går det som ved sidste valg, bliver kvindernes andel i de nye nordjyske byråd endnu lavere.

Dette er ingen nyhed: Mænd er i klart overtal i nordjysk lokalpolitik. Og med mindre vælgerne 16. november handler meget anderledes end tidligere, vil kvinderne også være i mindretal i de 11 nye byråd, der tiltræder til nytår.

I hvert fald er der igen i år betydeligt færre kvindelige kandidater at vælge imellem end mandlige. Ifølge en opgørelse, som TV2 Nord har foretaget, er 32,8 pct. af de opstillede i Nordjylland kvinder. Det er en yderst beskeden fremgang i forhold til valget i 2017, hvor kvindernes andel af kandidaterne var 31,4 pct.

Opstilling ingen garanti

Men selv hvis flere kvinder stiller op, er dét ingen garanti for, at flere vælges:

I 2017 viste valgresultatet, at kvindernes andel var endnu lavere, da de 283 byrådspladser var fordelt. Af de valgte var nemlig kun 27,6 pct. kvinder (mod altså 31,4 pct. af de opstillede).

At det sidste er tilfældet, kan hænge sammen med, hvor højt kvindelige kandidater står på listen. Men lige så vigtigt er, i hvor høj grad vælgerne rent faktisk, hvis de stemmer personligt, sætter krydset ud for en kandidat af hunkøn.

Færre stiller op

Når kvindernes andel blandt kandidaterne er så lav, er det næppe, fordi partierne holder kvinderne ude. Tværtimod søger mange lister og partier ekstra stærkt efter kvindelige kandidater, men oplever, lyder meldingen, en stor tilbageholdenhed hos mange af dem, man spørger. 

I øvrigt har det i år generelt været vanskeligere end ved mange tidligere valg at få nogen til overhovedet at stille op (hvilket måske også afspejles i, at det samlede antal kandidater er 10 procent lavere end ved forrige valg).

Kan være en barsk affære

Og hvorfor er kvinde-andelen så - stadig - så lav? I gamle dage var byrådene forsamlinger, hvor der blev røget cigar, drukket og talt på en måde, der gjorde, at kvinder nok betænkte sig en ekstra gang, før de begav sig ud i det. På dét punkt har verden forandret sig. 

I dag kan et hverv som folkevalgt til gengæld føles barskt af andre grunde; man risikerer eksempelvis kritik på sociale medier. Men i Brønderslev oplevede en yngre kvindelig politiker, Line Vanggaard Pedersen anno 2021, at der var røster i hendes (daværende) parti, der angiveligt mente, at hun ikke kunne blive spidskandidat, fordi hun var enlig mor!

Mariagerfjord og Jammerbugt har flest

Ved valget i år er der forholdsvis flest kvindelige kandidater i Mariagerfjord Kommune. Her er 40,2 pct. af alle opstillede kvinder. Jammerbugt kommer lige bagefter med 40,0 pct.

Færrest kvindelige kandidater er der på Læsø - nemlig 20 pct. Næstfærrest opstillede kvinder har man i Brønderslev med 25,5 pct.

Selv om det altså samlet set er mindre end hver tredje kandidat, der er kvinde, er der dog lister og partier, som opstiller flere kvindelige kandidater end mandlige. Flest eksempler på det har Enhedslisten. Til regionsrådsvalget møder Enhedslisten endog med 29 kvinder og 16 mænd på kandidatlisten, og i fem kommuner er der også på partiets liste flest kvinder. Men samlet set gælder det kun 18 af de i alt 118 lister ved kommunalvalget i Nordjylland, at kvinderne er i overtal.

På disse lister er der ved kommunalvalget 2021 opstillet flere kvinder end mænd:

  • Mariagerfjord: Kristendemokraterne og Enhedslisten
  • Brønderslev: Enhedslisten
  • Rebild: Enhedslisten
  • Vesthimmerland: Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten
  • Jammerbugt: Radikale, Lokallisten og Alternativet
  • Frederikshavn: SF
  • Aalborg: Veganerpartiet, Danmarks Vision, Kommunistisk Parti og Enhedslisten
  • Morsø: SF og Demokratisk Balance
  • Thisted: Liberal Alliance
  • I Hjørring og på Læsø har ingen lister overvægt af kvinder.

Spidskandidater har en fordel

Om en kvindelig kandidat opnår valg eller ej, hænger også sammen med, hvor fremtrædende en rolle vedkommende spiller i valgkampen. Til valgdebatter vil det ofte være spidskandidaten, der inviteres - og her møder 33 af de 118 lister til årets kommunalvalg med en kvinde øverst på listen.

I Vesthimmerland er syv af 11 spidskandidater kvinder. Næstflest har man i Jammerbugt, hvor fem ud af 11 er kvinder. I bunden ligger Læsø. Her er ingen af spidskandidaterne kvinder.

Til regionsrådsvalget er der - hvis man alene ser på spidskandidaterne - tæt ved at være ligestilling. Her er otte ud af 17 spidskandidater kvinder. Og modsat ved kommunalvalgene ser det ud til, at kvindernes andel i regionsrådene bliver højere end kvindernes andel blandt regionsrådskandidaterne. Måske fordi der er flere kvindelige spidskandidater?