Seneste nyt:

Diane vil vippe Nordjyllands længst siddende borgmester af pinden

Borgmesteren i Jammerbugt Kommune har aldrig heddet andet end Mogens Christen Gade. Nu er det tid til forandring, mener Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Diane Aarestrup.

En spejderuniform og en mountainbike. To ting, der betyder noget helt særligt for kandidaterne til borgmesterposten i Jammerbugt Kommune.

Hvad de to ting præcis er symbol på, kan du se i “Kampen om borgmesterstolen” fra Jammerbugt Kommune her:

Mogens Christen Gade fra Venstre har været borgmester i 20 år. Først i Brovst Kommune og efterfølgende i Jammerbugt Kommune, da kommunerne blev lagt sammen.

Kampen om borgmesterstolen
Foto: Thomas Gaardsmand

Han mener, at et bredt politisk samarbejde er det vigtigste for at drive en kommune – og så prioriterer han synlighed højt.

- Jeg tror, at jeg er kendt som en af de borgmestre, der er mest ude og klippe røde snore. Uanset om der er 15 eller 400 personer samlet, så møder jeg gerne op for at anerkende den store indsats, der foregår blandt vores ildsjæle, siger han.

Diane er på en svær mission

Ved kommunalvalget i 2017 fik Venstre 46,5 procent af stemmerne og absolut flertal i kommunalbestyrelsen. Socialdemokratiet fik 27,1 procent. Diane Aarestrup fra Socialdemokratiet har altså sin sag for, hvis hun skal vippe Mogens Christen Gade af pinden.

Kampen om borgmesterstolen
Foto: Thomas Gaardsmand

- En borgmester skal kunne gå i helikopterperspektiv og skal kunne række ud efter et bredt samarbejde. Det er vigtigt, at man har det samlede overblik, og at man er en god lytter og en lille mund, siger hun.

Hun prioriterer også synlighed højt.

- At komme ud til borgerne er en del af min og Socialdemokratiets DNA, siger hun.

Kampen om borgmesterstolen

I "Kampen om borgmesterstolen" mødes to kandidater i alle de ni primære nordjyske kommuner. 


Otte af de ni ”Kampen om borgmesterstolen” bliver vist om aftenen i forbindelse med TV2 Nords 22-nyheder på følgende dage:


1/11 Vesthimmerland 

2/11 Aalborg 

3/11 Jammerbugt 

4/11 Frederikshavn 

8/11 Mariagerfjord 

9/11 Hjørring 

10/11 Brønderslev 

11/11 Rebild 


”Kampen om borgmesterstolen” fra Læsø bliver vist som den sidste søndag 14/11 i en udvidet nyhedsudsendelse på TV2 Nord, som kører fra cirka kl. 19.30 til kl. 20.30.

Mountainbike giver Diane frihed

I “Kampen om borgmesterstolen” har kandidaterne en ting med, som de sætter ekstra stor pris på. Diane Aarestrup har taget sin mountainbike med.

Kampen om borgmesterstolen
Foto: Thomas Gaardsmand

For hende symboliserer den frihed og frivillighed – og så har den lagt sæde til mange inspirerende ture.

- Jeg har cyklet Jylland rundt i sommer og set mange kommuner og hvordan de gør ting anderledes. Blandt andet Esbjerg Kommune, hvor man ikke kalder det hjemmepleje, men pleje og omsorg, siger Diane Aarestrup.

Bruger spejderarbejdet i politik

Mogens Christen Gade har taget sin spejderuniform med. Den nuværende borgmester har nemlig været spejder i 49 år, og han er inspireret af spejderstifteren Lord Baden-Powell, der havde udtrykket “overlad verden lidt bedre til dine efterkommere, end du selv modtog den”.

Kampen om borgmesterstolen
Foto: Thomas Gaardsmand

- En af de bedste uddannelser, jeg nogensinde har fået, har været gennem spejderarbejdet. Man lærer at have respekt for hinanden og man lærer, at alle kan noget. Man kan arbejde som et hold, og det er mit udgangspunkt for kommunalbestyrelsen, siger Mogens Christen Gade.