Værd at vide om valget i Aalborg Kommune
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Kommunalvalget i 2021, så prøv KMDs valgresultat-site:
Valget 2017
Valget i 2017 blev en stor sejr for den ny borgmester og for Socialdemokratiet, der gik 12,4 procentpoint frem og med 48,7 procent af stemmerne vandt absolut flertal i byrådet (på grund af listeforbund red.).
Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti tabte til gengæld terræn. Venstre blev med 21,9 pct. af stemmerne alligevel fortsat byrådets næststørste parti.
Voldsom udskifting i byrådet - uanset resultatet
I landsdelens største kommune, dannet i 2007 af Aalborg, Nibe, Sejlflod og Hals kommuner, kommer Thomas Kastrup-Larsen - hvis han genvinder borgmestertitlen - denne gang til at gå ind i den ny valgperiode med en magistrat, hvor ikke én udover ham selv havde sæde, da indeværende valgperiode begyndte. Der er, helt uagtet vælgernes dom, lagt op til en udskiftning i kommunens politiske ledelse, som sjældent er set:
I borgmesterens eget parti har veteranen, rådmand Mai-Britt Iversen, for længst meddelt, at hun ikke genopstiller. I efteråret 2021 kom samme melding mere overraskende fra den anden S-rådmand, Hans-Henrik Henriksen (som har været i skudlinjen i forbindelse med flere byggesager og generelt i debatten om, hvorvidt man i Aalborg bygger for tæt og for højt). Hos Venstre forlod spidskandidaten ved de seneste valg, rådmand Tina French, byrådet i valgperioden, og den anden V-rådmand, Mads Duedahl, der af mange havde været regnet for partiets kronprins i Aalborg, meddelte, at heller ikke han genopstillede - men i stedet satser på en plads i regionsrådet. Tina French er som rådmand undervejs i perioden erstattet af landinspektør Jan Nymark Thaysen, der er partiets nye spidskandidat.
Rotation hos Enhedslisten
Enhedslistens rådmand, Lasse P. N. Olsen, falder ved valgperiodens udløb for partiets interne karens-regler, så han er alene af dén grund afskåret fra at stille op til en politisk fuldtidspost (men genopstiller til en plads som menigt byrådsmedlem).
At Lasse Olsen for snart otte år siden blev rådmand - og ikke partiets mangeårige folketingsmedlem Per Clausen, som nu fortsatte det politiske virke i byrådet - skyldes samme karensregel. Nu er karensen imidlertid for Per Clausens vedkommende overstået, og hvis Enhedslisten igen kan vinde en rådmandspost, besættes den af Per Clausen - som i 2021 over flere omgange har vikarieret på posten.
For første gang nogensinde fik Radikale Venstre i 2017 en rådmandspost. Den har Jørgen Hein besat. Han var først klar til en ny periode som spidskandidat, men ombestemte sig og genopstiller alligevel ikke. I stedet har partiet opstillet Jes Lunde som spidskandidat. Han stoppede tidligere i år som kommunaldirektør i Rebild Kommune, men har inden da en lang karriere bag sig som folketingsmedlem, valgt for SF. Nu er han blevet radikal.
SF vil tilbage efter fire års fravær
Den modsatte vej er SF's nye spidskandidat i Aalborg, Peter Larsen, gået. Han har tidligere været aktiv radikal og opstillet i 2013 for partiet, men opstiller nu for SF, der ved 2017-valget oplevede for første gang i tæt ved et halvt århundrede ikke at få et byrådsmedlem i Aalborg.
Dansk Folkeparti møder igen med viceborgmester Kristoffer Hjort Storm som spidskandidat. Konservative havde sidst Thomas Krarup som spidskandidat. Han opnåede valg på partiets enlige mandat, men forlod siden byrådet til fordel for et kommunalt lederjob. Byrådsmandatet blev overtaget af det mangeårige byrådsmedlem Vibeke Gamst. Hun genopstiller - nu med ingeniør Morten Thiessen som ny spidskandidat.
Kristendemokraterne er igen på stemmesedlen. Spidskandidat er Jesper Veiby, der tidligere har kandideret for Liberal Alliance. Dette parti har nu Solbjørg Jakobsen (med en fortid i Venstre) som spidskandidat Alternativet gør også et nyt forsøg på at opnå valg. Spidskandidat er Jens Harder. Nye Borgerlige stiller op med Rikke Pedersen som spidskandidat.
Masser af små lister og partier på stemmesedlen
Udover mere velkendte partier kan vælgerne i Aalborg stemme på en række nyere lister og partier: Kommustisk Part stiller op med Jonathan Zacho Bruun som spidskandidat, Frihedslisten møder med Brian Dahl som spidskandidat, og et liberalt erhvervsparti Danmarks Vision har Per Pallisgaard Nielsen i front. Ole Letort stiller op ene mand på listen aalborg DeFekt.
Diskussionen om en tredje Limfjordsforbindelse via Egholm har fået en række partier til at indgå et valgforbund, hvis erklærede formål blandt andet er at vise, hvor stor modstanden mod projektet er. Valgforbundet tæller Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Alternativet samt Anders Wested, der med sit eget parti Trafikalt Folkeparti i årevis har kæmpet mod forbindelsen. For de radikale er modstanden bemærkelsesværdig. Som det eneste af moderpartierne i valgforbundet er Radikale nemlig med i det trafikforlig om en Egholm-forbindelse, som i juni 2021 blev indgået på Christiansborg.
Herudover er der valgforbund mellem Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, mellem Danmarks Vision og Dansk Folkeparti samt mellem Nye Borgerlige og Venstre.