19-årig varetægtsfængslet i bandesag om drabsforsøg
Den 19-årige mand, der torsdag blev anholdt efter det voldsomme knivstikkeri i Strubjerg i Nørresundby onsdag aften, varetægtsfængsles i fire uger. Det sker efter et grundlovsforhør i Retten i Aalborg tidligere fredag formiddag.
Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor TV2 Nord.
Manden er sigtet for drabsforsøg.
Offeret var en 33-årig mand, der blev alvorligt såret som følge af knivstik. Han er i mellemtiden blevet meldt i stabil tilstand.
Politiet anser knivstikkeriet for at være en del af den verserende bandekonflikt.
Anholdelsen forgik på en adresse beliggende i Dronninglund klokken torsdag formiddag. Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre.
Torsdag oplyste vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, at der var et større efterforskningsarbejde i gang, og han kunne ikke udelukke, at der ville blive foretaget flere anholdelser i sagen.