AaB-kvinder får ny cheftræner
Fra den kommende sæson er det en ny mand, der står i spidsen for AaB Women.
Klubbens kvindehold har i dag kunnet præsentere ansættelsen af Jack Hansen som ny cheftræner.
- Jack har stor erfaring med kvindefodbolden, hvor han har trænet ASA i fire år. Jack passer godt ind på vores profil, da han har nogle stærke værdier, der stemmer overens med det nye setup, som AaB Women skal i gang med, udtaler sportschef Morten Fals.
Samtidig retter klubben en tak til den afgående cheftræner, Claus Bech Jørgensen, for hans indsats i klubben.
- Claus har gjort et stort stykke arbejde, men vi var også enige om, at den nuværende situation kalder på en anden trænerprofil end ham, forklarer Morten Fals.