Aalborg-træner om stjernes præstation: - Det er voldsomt
Aalborg Håndbold spillede sig torsdag aften videre til Final Four-stævnet i Santander Cup med en sejr på 30-23 hjemme mod Skjern.
En af arkitekterne bag den overbevisende sejr er ifølge Aalborg-træner Stefan Madsen målmand Niklas Landin, der nærmede sig en redningsprocent på 50 procent. Det frembragte rosende ord fra træneren.
- Det er voldsomt. Han spiller en fantastisk kamp. Vi ved, at i de kampe her, der skal man engang imellem have de her store individuelle præstationer. Det må man sige vi fik i dag.
Der opstod kortvarigt forvirring i hallen, da speakeren fik sagt, at Aalborg skal møde Fredericia ved Final Four-stævnet i Boxen i Herning. Det er ikke tilfældet - det var nemlig Bjerringbro Silkeborg, der kom op af hatten, da der blev trukket lod.
Se hele interviewet nedenfor:
I aftenens opgør mod Skjern havde Sebastian Barthold 300-kamps jubilæum for Aalborg Håndbold.
Efter en "noget sløj december" er Aalborg-jubilaren glad for at kunne kalde sig deltager til Final Four-stævnet i februar. Han havde ikke troet, at han skulle nå 300 kampe i Aalborg-trøjen.
- Jeg kunne godt have drømt om det, men jeg tror ikke, jeg havde troen, da jeg kom herned i 2017. Jeg fik en etårig kontrakt, så et år mere og et år mere. Jeg håber, at jeg får nogle år mere.
- Jeg er stolt og ydmyg over at få lov til at repræsentere Aalborg. Det er en stor klub i Danmark og Europa, så jeg er rigtig glad for mine 300 kampe, påpeger Sebastian Barthold.
Se hele interviewet nedenfor: