Brækkede skinnebennet til træning: Mest scorende Aalborg-spiller ude i flere uger
Torsdagens træning endte ikke godt for Aalborg Håndbolds Buster Juul.
Ifølge klubben landede venstrefløjen uheldigt og brækkede sit skinneben.
- Han er derfor ude i minimum seks uger, hvor bruddet skal hele. Herefter venter en genoptræning, oplyser klubben.
Buster Juul er også selv træt af den uheldige situation.
- Det er selvfølgelig surt. Jeg synes, jeg har trænet virkelig godt her i opstarten og følt mig godt forberedt til den nye sæson. Jeg er ked af, jeg er sat ud af spil på det her tidspunkt, hvor man virkelig glæder sig til at komme i gang med de betydende kampe og ikke kan hjælpe mine holdkammerater, udtaler han.
Han er derfor heller ikke med, når resten af det decimerede hold i fraværet af OL-spillerne i aften spiller mod TTH Holstebro i Idrætscenter Østermarken i Aars.
- Men nu må jeg se fremad og håbe, det heler som det skal, så jeg snart kan være tilbage på håndboldbanen igen, afslutter Buster Juul.
Venstrefløjen er ifølge Aalborg Håndbolds hjemmeside den spiller i den nuværende trup, der har spillet flest kampe og scoret flest mål for klubben. Han har nemlig haft del i 431 kampe og scoret 1386 mål i alt.
Fredagens kamp mod TTH Holstebro bliver fløjtet i gang klokken 18.30.