Dødsfald efterlader strudsefar i zoo alene med unger
En studsefar i Aalborg Zoo er gået all in på forældreorlov.
I hvert fald passer han godt på sine unger Kylle, Pylle, Rylle og Rolle. Ja, faktisk startede den hårdtarbejdende strudsefar allerede inden de fire strudsekyllinger blev født.
For normalt deles hannerne og hunnerne om opgaven med at ruge på æggene. Hunnerne ruger om dagen, mens hannerne ruger om natten, fordi de med deres sorte fjer er bedre skjult.
Du kan se strudsefar og hans fire kyllinger i videoen herunder:
Men fordi Aalborg Zoo tidligere på sommeren mistede begge sine hunner, var strudsefar pludselig alene på posten.
Han har derfor ligget alene på reden i flere uger, og er altså nu blevet belønnet med fire strudsekyllinger, som han også passer vældigt godt på.