Dørmænd vil gå til kommunen
Jomfru Ane Gade i Aalborg er en yderst populær festgade i Danmark - også blandt de mindreårige, som ikke engang må komme ind på diskotekerne.
- De står og venter på, at dørmanden kigger væk eller bliver optaget af noget andet, og så stormer de ind, fortæller Martin Bossen, der er dørmandsansvarlig hos vagtfirmaet BPS.
Dørmændene har indtil nu forsøgt at komme problemet til livs, ved at ringe til de mindreåriges forældre, når de gentagne gange har forsøgt at snige sig ind på diskotekerne.
Og da politiet ikke kan gøre noget rent juridisk, har dørmændene nu besluttet sig for at tage hårdere midler i brug.
De vil nu til at underrette kommunen, når de gentagne gange støder på de samme berusede 15-16-årige, der forsøger at snyde sig ind på diskotekerne.