Gratis bind og tamponer i grundskole
På Klostermarkskolen i Aalborg vil der efter jul være gratis bind og tamponer på skolens toiletter.
Det er eleverne fra 4.-9. klasse, der bliver tilbudt gratis hygiejneprodukter, efter to af skolens kvindelige elever blev inspireret af en TikTok-video fra et amerikansk universitetscampus, der havde samme tilbud til de kvindelige studerende.
- Jeg tænkte: Hvorfor har vi ikke det her på Klostermarkskolen? Jeg synes, at det er et endnu større tabu for unge piger end voksne kvinder på universitetet, så derfor synes vi, at det kunne være en rigig god ide, fortæller en af de to idemagere, Emilie Hvidegaard Ravn.
Derfor stillede de to piger op til elevrådet, så de kunne være med til at føre ideen ud i livet. Det er dermed et samlet elevråd, der står bag projektet.
Projektet er blevet støttet med 5000 kroner fra Skolemælkslegatet, og skolen vil afsøge muligheden for sponsorater med Matas og Libresse, så de kan fortsætte projektet, efter legatet slipper op.
Hvor længe de 5000 rækker, ved skolen ikke. Men de vil blandt andet følge op på projektet ved at få skolens elever til at udfylde spørgeskemaer om deres forbrug af hygiejneprodukter.