Gravid kvinde kørt på sygehuset efter påkørsel
Episoden skabte en del kø og trafikale udfordringer.
En gravid kvinde måtte en tur på sygehuset til tjek, efter hun omkring klokken 15.30 blev påkørt bagfra på Vesterbro i Aalborg.
Det oplyser vagtchef Morten Axelsen fra Nordjyllands Politi.
- Det var i forbindelse med almindelig kødannelse i myldretrafikken, at en personbil kørte op i en anden, fortæller han.
Det var den gravide kvinde, som blev påkørt, og derfor blev hun kørt til tjek på sygehuset.
- Vi har heldigvis ikke fået nogen meldinger om, at hun skulle være kommet til skade eller andet, oplyser vagtchefen.
Episoden resulterede i en lang kødannelse og trafikale udfordringer gennem byen. Et enkelt køretøj måtte fjernes af Nordjyllands Beredskab, men trafikken er ikke længere påvirket, og vejen er helt farbar.