Grønlandsk gerningsmand fortsat i arresten
Søndag eftermiddag lykkedes det Nordjyllands Politi at opspore og anholde den ene af de to gerningsmænd, der søndag morgen overfaldt en 40-årig mand på Nytorv i Aalborg.
I dag kan Nordjyllands Politi fortælle, at gerningsmanden, der er af grønlandsk afstamning, fortsat sidder i arresten i Aalborg.
- Vi afventer lige nu en vurdering af, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Den anden gerningsmand i sagen er fortsat på fri fod.
Han beskrives som værende mellem 30 og 40 år, 170-185 centimeter høj, dansk af udseende og almindelig af bygning.
Under episoden var han iført en blå, rød og hvid skjorte med en sort trøje under og blå jeans.
Har du set eller hørt noget, der kan være relevant for sagen, kan du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.