Kommune klar til at drible videre med vilde stadionplaner
Aalborg Kommune er klar til at tage næste skridt for at undersøge, om planerne om et nyt fodboldstadion og en multiarena kan føres ud i livet.
Et nyt stadion med plads til 30.000 tilskuere og en multiarena med mindst 12.000 tilskuerpladser.
Det var en del af den vision, flere af Aalborgs største sportsklubber og kulturinstitutioner i november præsenterede.
Aalborg Kommune er siden blevet tovholder på projektet og er nu klar med en tidsplan for, hvilke aktiviteter der bliver sat i gang for at komme videre med at realisere ønskerne.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Jeg sætter stor pris på det initiativ, aktørerne viser, og vi er i Aalborg Kommune klar til at drible videre med bolden. Første skridt er, at vi holder et møde med de involverede klubber og kulturinstitutioner i januar for at få endnu mere viden om de behov, aktørerne har, siger Aalborg Kommunes borgmester Lasse Frimand Jensen (S) og fortsætter:
- Derudover vil første halvår af 2024 bestå af opgaver med at udforske de planmæssige, økonomiske og juridiske rammer samt overslag på anlægsudgifter.
Politikere skal tage stilling
I andet halvår af 2024 bliver der foretaget undersøgelser af trafikale forhold, samspillet til den øvrige byudvikling og hvilke processer der skal være for borgerinddragelse. Det bliver også i andet halvår af 2024, der skal tages politisk stilling til projektet.
I 2025 forventes det, at et mere konkret projektforslag kan blive præsenteret.
- I initiativgruppen ser vi frem til møderne med kommunen, hvor vi kan sætte flere ord på de potentialer, vi ser. Klubberne får allerede nu mange spørgsmål, og selvom mange er nysgerrige på, hvornår vi kan gå i gang med at bygge, er det fornuftigt at lave en grundig behovsafdækning, siger Rasmus Haugaard, som er formand for Erhverv Norddanmark og én af initiativtagerne til visionen.