Nibe Festival præsenterer kæmpe dansk navn
Det vældigt populære og til tider sjofle danske band ved navn Suspekt vender tilbage til Nibe Festival i 2024.
De var også på Nibe Festival i 2023, hvor de overraskede alle med en koncert lørdag aften til festivalen - en optræden, der først blev offentliggjort tidligere samme dag.
Nu bliver det dog uden den store overraskelseseffekt, at de igen optræder på Nibe Festival næste år.
Suspekt har været trofaste gengangere på festivalen, siden de debuterede på Blå Scene i 2007. Kun under covid-pandemien optrådte de ikke, og i 2010 optrådte de ikke under navnet Suspekt, men i stedet sammen med L.O.C. under navnet Selvmord.
I sidste uge offentliggjorde Nibe Festival desuden James Blunt på programmet.
Hvornår James Blunt og Suspekt optræder vides endnu ikke.