Kort Nyt

Nordjyde skal stå i spidsen for Forsvaret

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har onsdag aften fyret forsvarchef Flemming Lentfer, der har besiddet stillingen siden 9. oktober 2020.

- Med de udfordringer, vi står overfor, er der brug for en ny forsvarschef, sagde Troels Lund Poulsen til TV2 på et pressemøde.

Forsvarsministeren afviser at gå i detaljer med, hvorfor han ikke længere har tillid til Flemming Lentfer som forsvarschef.

Meldingen kommer dog efter sagen om tekniske fejl på fregatten "Iver Huitfeldt".

Men ministeren vil gerne fortælle, hvorfor han har valgt en nordjyde som ny, fungerende forsvarschef.

Den 59-årige generalmajor Michael Wiggers Hyldgaard fra Aalborg er nemlig blevet udpeget som manden, der i den kommende skal guide Forsvaret igennem en afgørende tid.

- Jeg har besluttet, at det rigtige at gøre er, at Michael Hyldgaard bliver fungerende forsvarschef, giver Troels Lund Poulsen (V) som begrundelse.

Michael Wiggers Hyldgaard kommer fra stillingen som chef for Specialoperationskommandoen, der er den overordnede kommando for Danmarks specialoperationsstyrker: Jægerkorpset, Frømandskorpset og Slædepatruljen Sirius.

Mors-Thy moser ligakonkurrenter

Herreligaens grundspil er netop gået ind i anden halvdel af sæsonen, og Mors-Thy Håndbold fortsatte de gode takter fra de første 13 kampe i den fjortende kamp lørdag eftermiddag.

Her tog holdet på hjemmebane imod Skanderborg AGF.

Efter en tæt første halvleg, hvor holdene skiftedes til at være i førersædet, satte Mors-Thy sig på begivenhederne i de sidste 30 minutter.

Fra et lige udgangspunkt fra 12-12 ved opstarten på anden halvleg, var Mors-Thy pludselig foran 15-12 og lidt senere 19-14.

Hvad, Niels Agesen har sagt til dem i halvlegen, vides ikke, men det virkede.

Mors-Thy fortsatte og udbyggede bare føringen mod konkurrenterne fra Skanderborg, der havde et point mere end Mors-Thy før opgøret.

Det blev så ensidigt, at sejren til sidst lød på skræmmende 35-21, og det bringer Mors-Thy Håndbold op på 17 point og en øjeblikkelig fjerdeplads.

Topscoreren for Mors-Thy blev højrefløjen Lasse Pedersen med syv scoringer.

Tidligere på eftermiddagen var Aalborg Håndbold i aktion, og hvordan det gik dem, kan du læse i artiklen herunder.

Aalborg Håndbold vinder igen fra baghjul

Håndboldspillerne fra Aalborg Håndbold er vant til et hårdt program, og sådan er det også i øjeblikket for de sejrsvante herrer.

Torsdag aften var de i Polen, hvor de besejrede Pick Szeged med 32-30 i Champions League efter at have været bagud stort set hele første halvleg.

Lørdag eftermiddag var modstanden i stedet i den danske andedam i Herreligaen, hvor nordjyderne gæstede Ribe-Esbjerg.

Før opgøret havde Aalborg Håndbold vundet syv opgør i træk. Fire i den hjemlige liga og tre i Champions League.

I sidste uge vandt holdet med 29-27 ude mod Nordsjælland efter at have været bagud med fire mål med ti minutter igen.

Og noget lignende gentog Aalborg Håndbold denne lørdag mod Ribe-Esbjerg.

Ved halvlegen var aalborgenserne bagud med 19-22, men det tog ikke lang tid, før gæsterne havde bragt sig foran og i deres vante vinderposition.

Et par gange bed Ribe-Esbjerg dog fra sig og var igen foran et par gange.

Men mod slutningen af anden halvleg trak Aalborg Håndbold fra. Kortvarigt var nordjyderne foran med fire scoringer, og til sidst kunne mandskabet tage sejren på 39-37 med til Aalborg.

De nordjyske topscorere i opgøret blev Lukas Nilsson, Patrick Wiesmach, Sebastian Barthold og Buster Juul alle med seks mål.

Aalborg Håndbold ligger på førstepladsen i Herreligaen med 23 point efter 14 kampe side om side med GOG.

Politiet med julefrokost-anbefaling: Gå ikke langs havnen

Det er en af de absolut største aftener, når det gælder afholdelsen af julefrokoster, og det er formentlig i den forbindelse, at Nordjyllands Politi kommer med en huskeseddel, inden snapsen for alvor er gået i blodet.

- Gå ikke langs havnen hjem fra byturen og husk lige jakken nu, hvor du er så godt i gang, skriver Nordjyllands Politi i et opslag på X.

Med vinterkulden er det ekstra farligt at falde i for eksempel Limfjorden i Aalborg, og derfor gør man klogt i at følge politiets råd.

TV2 Nord har tidligere dækket adskillige sager, hvor der er folk, der er faldet i Limfjorden fra enten Aalborg eller Nørresundby-siden.

Blandt andet i artiklen herunder.

Pas på: Tabt gods på motorvej

Opdateret: Højre spor var kortvarigt spærret, men vejhjælp er nu færdige på stedet, og fuld farbar trafik igen.

Vejdirektoratet advarer trafikanter om at være ekstra opmærksom på E45 Nordjyske Motorvej fra Nørresundby mod Aalborg mellem afkørsel 24 Øster Uttrup vej og afkørsel 25 Humlebakken.

Der er tabt gods på vejen.

Ifølge Vejdirektoratet drejer det sig om en skærm i højre spor, og vejhjælp er på vej til stedet, meldes der klokken 13.06 lørdag middag.

Golflegende sikrer sig plads på eftertragtet amerikansk tour

I dansk og nordjysk henseende er han en sand legende inden for golfsport, og natten til lørdag har 49-årige Søren Kjeldsen endnu engang leveret en flot præstation til eftermælet.

Den nordjyske golfspiller har nemlig sikret sig en plads på PGA Champions Tour, som er den amerikanske senior tour for spillere over 50 år.

Det skriver Danish.Golf.

Søren Kjeldsen vandt den afgørende kvalifikation efter flotte fire runder, hvor han førte fra start til slut og gik 24 under par.

Det var hele otte slag bedre end svenske Freddie Jacobsen.

Med Søren Kjeldsens 49 år må han dog vente til 17. maj næste år, hvor han fylder 50 år, før han kan få sin debut på touren.

På PGA Champions Tour kan han muligvis se frem til at gå huller med en anden dansk golflegende i Thomas Bjørn, der tidligere på året også sikrede sig sit tourkort.