Kort Nyt

Nordjysk rapper ramt af kræft

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Kære venner. Jeg har fået kræft!

Sådan indleder den nordjyske rapper Johnny Hefty et opslag på Facebook. 

Og det var tilbage i december, at det blev opdaget, at han havde en knude i spiserøret. 

- Vi opdagede den heldigvis i god tid, det havde ikke spredt sig og der blev hurtigt sat en kræftpakke i gang. Jeg er i fuld gang med behandlingen - kemo en gang om ugen og stråler alle hverdage i Århus. Det går efter omstændighederne ganske godt, skriver han videre i opslaget.

Gennembruddet for Johnny Hefty, med det borgerlige navn Jakob Ørom, kom i slutningen af 90'erne med sangen Muggen røv til dit ansigt der via en konkurrence i DR's P3 udløste en pladekontrakt. 

Senere er det blevet til samarbejde med Gug-vennen Niarn, mens Johnny Hefty også har arbejdet meget sammen med Jøden. 

Han kan dog også godt mærke, at behandlingen er hård ved ham.

- Jeg har valgt at lave dette opslag, fordi jeg aflyser og takker nej til alt, har uafsluttede projekter og folk der venter, og så er jeg blevet utrolig tynd. Det er efterhånden nemmere og mere ærligt, at komme med en klar udmelding... skriver han og fortsætter:

- Jeg skal nok komme igennem det her. Jeg har et godt hold omkring mig og mit største ønske er, at komme stille og roligt videre sammen med min kærlige familie uden for meget opmærksomhed...

Igen & igen: Ny pyro-bøde til AaB

Det er ved at være reglen frem for undtagelsen, at AaB modtager en bøde for afbrænding af pyroteknik.

Klubben har nemlig fået en bøde på 40.000 for at brænde ti styks pyroteknik ad syv omgange i udekampen mod Randers.

Det er langt fra første gang, at klubben modtager en bøde for tilskueradfærd, da det er hele tiende gang inden for de seneste 12 måneder, at man igen må til lommerne af samme årsag. Det har Fodboldens Disciplinærinstans også lagt vægt på i deres seneste redegørelse.

Randers FC, der vandt kampen med 1-0, har også fået en bøde for afbrænding af pyroteknik. Den lyder på 10.000 kroner.

Salg af el-biler næsten fordoblet i Nordjylland

Salget af elbiler er i august steget markant sammenlignet med sidste år.

998 nye personbiler blev registreret i Region Nordjylland i august måned. Sammenlignet med sidste år er det et fald på 20 procent, eller 249 biler.

Modsat står det til med elbiler.

For af de 998 nyregistrerede biler er ikke mindre end 578 af dem elbiler. Sammenlignet med august sidste år er det en stigning på hele 47,4 procent.

- Det er fantastisk at se, at udviklingen holder momentum. Når elbilerne udgør en stor del af salget i både regionen og på landsplan, er det et klart tegn på, at vi er på rette vej i den grønne omstilling, siger administrerende direktør i Mobility Denmark, Mads Rørvig.

Samlet set stod elbilerne for 57,9 procent af de nyregistrerede biler i august i år. Sammenlignet med august sidste år stod de for 31,4 procent af det samlede bilsalg.

TV2 Vejret varsler stormende kuling - her skal du være opmærksom

TV2 Vejret er i øjeblikket ude med en varsling om, at der kommer stormende kuling mellem klokken 16 og klokken 07 onsdag morgen.

En front er på vej ind over landet fra vest og sammen med den kommer der ud over regn også kraftige vindstød.

Selvom det meste af Nordjylland går fri, så er Thisted på kortet over, hvilke kystområder der er varslet for.

Varsel om vindstød af stormende kuling langs flere kyster i eftermiddag, nat og onsdag morgen. Foto: GRAFIK: / TV 2 Vejret

I samme forbindelse er Vejdirektoratet ude med en varsling om kraftig blæst på Sallingsundbroen.

- Det forventes at aftage sidst på eftermiddagen, skriver man.

Uheld på hovedvej: 'Nedsæt hastigheden'

Der er i skrivende stund sket et uheld på rute 11 fra Thisted mod Fjerritslev mellem Øsløs og Fjerritslev S.

Det fremgår af Vejdirektoratets Trafikkort.

Uheldsstedet er ikke sikret ifølge Vejdirektoratet, derfor beder man bilisterne om at nedsætte hastigheden.

Nordjysk folketingspolitiker får fire ordførerposter i nyt parti

Den tidligere minister for Det Radikale Venstre Christian Friis Bach får fire ordførerposter i Venstre.

Det skriver TV2 ifølge Ritzau.

Christian Friis Bach skal ifølge mediet være Europa- og EU-ordfører samt social- og handicapordfører.

Folketingsmedlemmet skiftede til Venstre tilbage i august i år.

- Jeg er særligt ked af at forlade mit gode bagland i Hjørring og Nordjylland, der har bakket mig op, og som jeg vil takke varmt, skrev han dengang.

Efter at Christian Friis Bach har skiftet parti, har Venstre fire folketingsmedlemmer, valgt i Nordjylland, hvorimod de radikale ingen har.