Nordjyske kommuner tjener historisk meget på parkering
Flere hvide p-afgifter under vinduesviskeren i forruden og flere krav om betaling for at parkere på de offentlige veje.
Nye tal fra bilejernes interesseorganisation FDM viser, at kommunerne tjener historisk meget på parkering.
I alt indkasserede kommunerne sidste år godt en milliard kroner for betalingsparkering, beboerlicenser og p-afgifter. Det er en stigning på 300 millioner kroner på ti år – og ifølge FDM er det også en ny rekord.
Det er i dag lovligt for kommuner at tjene penge på parkering – så længe parkeringsordningen ikke bliver indført med det formål.
Med andre ord må det ikke være en strategi for kommunerne at bruge parkering til at tjene penge.
Det forklarer trafikforsker ved Aalborg Universitet Finn Kjær Christensen.
- Nogle kommuner har før slået sig på at gøre tingene i en anstrengt rækkefølge, siger han og henviser til Bornholms Kommune, som indførte en ulovlig parkeringsordning sidste år.