Oversvømmede veje og haver - alligevel må færge indstille sejlads på grund af lav vandstand
Massevis af nordjyder har været udfordret af de massive mængder vand, der er faldet fra oven den seneste tid, og som har gjort sådan, at vandstanden er steget betragteligt mange steder.
I Kærby har det betydet oversvømmede haver, mens flere bilister på de nordjyske veje har "svømmet" rundt i vand, fordi diverse åer og vandløb er skyllet op på vejen. Ifølge Jan Nymark Rose Thaysen (V), der er rådmand i Aalborg Kommune, har flere borgere også ringet grædende ind til kommunen, fordi deres kældre var oversvømmede.
Hos Hals-Egense færgen er problemet dog et helt andet i øjeblikket. Her døjer de med for lav vandstand.
Det fremgår af deres SMS-tjeneste. Hals-Egense færgen har nemlig indstillet al sejlads på grund af dårlige vejrforhold. Det skrev de ud klokken 19.21.
Forinden var de allerede kommet med en udmelding, hvori de gjorde det klart, at de midlertidigt indstillede sejladsen på grund af lav vandstand.
Rejsende, der skal benytte færgen i morgen, kan dog glæde sig over, at driften forventes at være tilbage ved normalen lørdag klokken 8.00.