Pas på! Større område ramt af oliespild
Chaufføren ringede selv til beredskabet.
Nordjyllands Beredskab er rykket ud på en melding om mindre spild i Aalborg.
Men da de nåede ud til stedet, viste det sig dog at være noget mere omfattende end forventet.
- Når det kommer ind som mindre spild, så plejer det ikke at være så omfattende, siger vagtcentraloperatør hos Nordjyllands Beredskab, Lars Sørensen.
Ifølge ham er det hydraulikolie, som er blevet spildt over et større område af en skraldebil.
- Fra Sønderbro ved Karolinelund via Sønderbro ned af Østre Alle og op af Sohngårdsholmvej til Kollegievej er vi i gang med at få fjernet det i samarbejde med Aalborg kommune, siger han.
Med så stort et område kan det få konsekvenser for trafikken, og foreløbig er der spærret et spor ved Føtex ved Eternitten.
- Nu er det heldigvis ikke morgen eller eftermiddag, så det lyder ikke til, at trafikken er så påvirket, som den kunne have været, hvis det var på de tidspunkter, siger Lars Sørensen.