Pirates skriver kontrakt med Thomas Vilstrup Andersen
Når Herning Blue Fox går på isen i den kommende sæson bliver det uden den 29-årige danske wing Thomas Vilstrup Andersen.
Aalborg Pirates har nemlig lokket ham ind i stalden, efter han har spillet hele karrieren hos ligarivalerne i Herning.
Han er hentet ind for at erstatte den ene af Højbjerg-tvillingerne.
- Med tvillingernes afgang kom vi i bekneb med et par forwards, så vi måtte på markedet. Calder Brooks kendte Garth Murray hjemme fra Canada, mens George Sørensen henvendte sig, og nævnte, at Thomas Andersen var på udkig efter nye udfordringer, så vi undersøgte muligheder for et samarbejde, og vi fik enderne til at mødes, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Thomas Andersen fik sin seniordebut i sæsonen 2023/13, og siden har han næsten 500 kampe under bæltet for Herning Blue Fox.
- Jeg følte mig smigret over at de regerende danske mestre viste interesse i mig, og efter mange overvejelser, kom jeg frem til at det var et tilbud som for mig var for svært at takke nej til. Det var ikke en nem beslutning men jeg er spændt på at se hvad Aalborg har at byde på og hvad jeg kan byde ind med for holdet, siger Thomas Andersen om klubskiftet.
Desuden har Aalborg Pirates skrevet ungdomskontrakt med 19-årige Tor Ulrik Rasmussen, der er hentet fra egne rækker i ungdomsafdelingen.
Thomas Andersen og Tor Ulrik er allerede godt igang med sommertræningen, og de vil være med, når Aalborg Pirates 1. august før første gang går på isen i denne sæson.