Kort Nyt

Projektdirektør for skandaleramt sygehusbyggeri stopper

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Martin Kjær, der er projektdirektør for det kommende supersygehus, har sagt op.

Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Dermed nåede han kun at få knap halvandet år på posten, som han overtog efter Niels Uhrenfeldt. 

- Vi har sat pris på den store indsats, Martin Kjær hidtil har leveret med hensyn til at sikre fremdrift i byggeriet. Martin har imidlertid meddelt os, at han ønsker at søge nye udfordringer udenfor Region Nordjylland, siger konstitueret koncerndirektør Kim Mikkelsen.

Regionen skriver videre, at de arbejder med at finde en løsning i forhold til den fortsatte ledelse af Byggeri og Ejendomme, der er ansvarlig for planlægningen og gennemførelsen af Nyt Aalborg Universitetshospital.

Martin Kjær har opsagt sin stilling som projektdirektør for Nyt Aalborg Universitetshospital. Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

Supersygehuset har de seneste år været ramt af en række uheldige sager. 

Senest i juli kom det frem, at der var en kæmpe vandskade på sygehuset, efter 40.000 liter vand fossede ud fra operationsstuerne på første sal. 

Det var en samling inde i en væg, der ikke var korrekt udført. Et rør var gået ud af samlingen, hvilket betød, at det stod ud med vand. 

Men det er ikke de eneste problemer med vand, der har ramt sygehusbyggeriet. 

I marts måned kom det frem, at der flere hundrede steder var trængt vand ind i facaden i så store mængder, at der lå synligt vand på gulvene. 

I september 2022 erfarede TV2 Nord, at 36 kilometer rør skulle udskiftes, fordi der havde været stillestående vand i rørene, og der dermed var dannet bakterier inde i rørene. 

Byggeriet på det nye supersygehus er i forvejen seks år forsinket, og det har overskredet budgettet med 1,37 milliarder kroner. 

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Vildt tip: Fandt kæmpe lager med kopicigaretter

Lokalpolitiet i Skive fik før jul et tip, som førte til en køretur til Thy. Og mandag tog sagen så en drejning, der skærpede den sigtelse, som oprindeligt ramte henholdsvis en mand og en kvinde.

19. december kørte politiet til en adresse i Thy efter et tip om, at der blev solgt og opbevaret kopicigaretter. Hos en 48-årig mand og en 34-årig kvinde fandt man 44.000 cigaretter.

- Vi tog cigaretterne med, og vi konfiskerede også deres mobiltelefoner, fortæller politiassistent Niels Bach.

Det er efterforskningen af oplysninger fra telefonerne, der nu har ført til en skærpelse af sagen.

- Man har fra august til december sidste år solgt yderligere 267.780 cigaretter, beretter Niels Bach.

Sigtelsen lyder nu på groft bedrageri.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Slog verdensrekorden: Nu modtager Stine Rex to fornemme titler

Årets ultrapræstation og årets kvindelige ultraløber 2024.

Det er de to nyeste titler til Stine Rex' samling.

Ultraløberen oplyser nemlig i et opslag på sin Facebook, at hun blev vinderen af titlerne for 2024.

Hun modtager blandt andet titlerne for sin præstation i august 2024, hvor hun slog verdensrekorden i seksdagsløb, da hun løb over 902 kilometer på seks døgn.

Derudover blev hun kort tid forinden i juni 2024 verdensmester i 48 timers løb.

Nordjyden nåede nemlig at tilbagelægge intet mindre end 435 kilometer på de to døgn.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

57-årig kvinde død i alvorlig trafikulykke

En 57-årig kvinde er afgået ved døden som følge af det alvorlige færdselsuheld, der skete klokken 17.30 tirsdag aften på Aalborgvej fra Fjerritslev mod Thisted mellem Fjerritslev S og Øsløs.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 Nord.

Det er ifølge politiet en personbil og en varebil, der kørte sammen, hvorefter begge parter blev kørt til hospitalet, hvor kvinden efterfølgende afgik ved døden. Politiet kan ikke sige noget om den anden involverede part endnu, men personen skulle umiddelbart være uskadt under omstændighederne.

De pårørende er underrettet.

Foto: Rene Schütze.

Hovedvej spærret

I forbindelse med uheldet er den nordjyske hovedvej spærret på ubestemt tid, og klokken 19.30 er der fortsat spærret.

- Vi arbejder på stedet og forsøger at klarlægge årsagen, så der vil være spærret i noget tid endnu, forklarer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Stage.

Politiet dirigererede derfor trafikken, og bilisterne blev opfordret til at finde en anden rute.

Klokken 20.30 er vejen ikke længere spærret ifølge Vejdirektoratet.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Ild i traktor

Nordjyllands Beredskab er klokken 15.05 kørt til en brand i en traktor på Storskovvej.

Meldingen lyder på, at der er ild i en traktor på landevejen.

Der er kaldt assistance af en tankvogn, og branden er tæt på slukket.

Dog er der opstået en forurening fra traktoren i forbindelse med branden, oplyser beredskabet på X.