Projektil stammer muligvis fra indskydning af riffel
Nordjyllands Politi har fundet frem til en mand, der mener, at et skudhul i en privatbolig i Vadum kan stamme fra ham.
Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
- Vores patrulje har søgt deroppe og ligesom sporet sig ind på den her person. Han bliver forholdt, hvad der er sket, og så siger han, at han mener, det kan være ham.
Det var klokken 13.39, at politiet fik en anmeldelse om, at en familie var kommet hjem og havde opdaget et skudhul i en rude.
Personen politiet har i sigte har nemlig været i gang med at indskyde en riffel.
Den mand der mener, projektilet kan stamme fra hans riffel, er i øjeblikket ved at blive afhørt med sigtedes rettigheder, oplyser vagtchefen.