Røgskade og kraftig brand i det meste af hus, men årsagen er endnu ukendt
Et hus i Nørresundby blev onsdag eftermiddag ramt af en brand.
Og selvom Nordjyllands Beredskab melder, at der er styr på branden, så har den alligevel været ganske kraftig.
- Der er brand i det meste af huset og i tagkonstruktionen, og der kan godt gå en times tid endnu, før vi er helt færdige med at slukke, siger Nicolai Kanstrup, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
- Det er svært at sige, om huset er til at bruge igen. Der er røgskade i hele huset, og der har været kraftig brand i det meste af den. Forsikringen skal ind og vurdere på, om det skal renses ned, siger indsatslederen.
Han kender dog ikke noget til årsagen endnu.
- Men det er stille og roligt, selvom det har været en relativ kraftig brand, slutter Nicolai Kanstrup.