Så gik den ikke længere: AaB taber for første gang i sæsonen til lokalrival
AaB havde inden søndagens opgør ikke tabt en eneste kamp i NordicBet Ligaen, men det skulle lillebror Hobro IK sætte en stopper for. Lokalrivalerne fik nemlig skovlen under aalborgenserne, og det resulterede i en 2-1-sejr til de gule og blå, mens de røde og hvide forlod banen med sæsonens første nederlag.
- I sidste ende tæller de tre point eller det ene point, og det fik vi ikke i dag, så det gør sgu lidt ondt, konstaterer AaB's eneste målscorer Nicklas Helenius efter kampen.
Tilgengæld var der stor glæde at finde hos de to målscorer fra Hobro IK.
- Det er et af de federe steder at sætte en sejr sammen, siger den smilende matchvinder Simon Jakobsen.
Men selvom der også var glæde hos kampens første målscorer, så var det alligevel lidt mærkeligt at score på sin gamle hjemmebane.
- Det var specielt og lidt mærkeligt, men jeg var selvfølgelig utrolig glad, konstaterer den tidligere AaB-spiller og målscorer til 1-0 Lukas Klitten.
Yellow Vikings stoppede AaB
To busser med fans fra Hobro, kaldet Yellow Vikings, havde en fest efter kampen sammen med spillene, efter de havde slået ubesejrede AaB med 2-1 på Aalborg Portland Park. Der blevet hoppet og danset foran fansene med brødrene Justesen i spidsen, og træner Martin Thomsen var rundt og kramme alle spilleren, mens der blev helt stille på den ellers stemningsfyldte Vesttribune, hvor AaBs trofaste fans holder til.
AaB har kun sig selv at takke for, at man ikke vandt lokalopgøret. I første halvleg havde AaB's Oliver Ross og Nicklas Helenius et par gode chancer, som burde have givet mål, og det er igen AaB's store problem. Man har bolden mest men udnytter ikke overtaget og scorer på de chancer, man får.
Aldrig før har jeg set så mange romerlys blive brændt af på Aalborg Portland Park under en kamp, men i sidste ende blev det en fuser for AaB, der nu ikke mere er ubesejret i NordicBet Ligaen. Men det er nok for meget at konstatere, at AaB er i krise med den placering, man har, bare fordi man har tabt en kamp. Men fakta er, at AaB's spil ikke har været for prangende her i efteråret, og slet ikke på hjemmebane, nu mangler der bare en kamp. AaB skal en tur til kunstgræsbanen i HB Køge, Hobro skal en tur til Horsens, og så må vi ikke glemme, at Vendsyssel FF også blander sig i toppen af Nordicbet Ligaen med sin hjemmesejr over HB Køge, er de nu nummer tre i ligaen lige efter AaB.
Og så tak til alle 7000 tilskuere, og spillere for at hylde AaB legenden Henning Munk Jensen, der i sidste uge afgik ved døden, det var rørende at være vidne til den afsked, som “Munken” havde fortjent at få. Et kæmpe banner fra Vesttribunen med den hilsen “En af de største, hvil i fred Munken “ og taktfaste klapsalver.
Sådan forløb kampen
Nicklas Helenius blev hyldet for at have spillet sin kamp nummer 200 for AaB ude mod Næstved. Han startede også inde i lokalopgøret mod Hobro IK, og her kom angriberen frem til flere gode chancer i kampens første halvleg.
Dog var det en målløs adfærre, og derfor gik begge hold til pause med 0-0.
Det skulle vise sig at blive ændret i anden halvleg, hvor den gamle AaB-dreng Lukas Klitten bragte gæsterne fra Hobro foran med 1-0 på et hovedstød fra en meget spids vinkel.
Kort efter fik Nicklas Helenius dog endelig hul på målbylden og svarede igen med sin udligning til 1-1.
Glæden varede dog ikke længe for hjemmeholdet og de fremmødte fans, for under 10 minutter efter fik Simon Jakobsen bragt Hobro foran med 2-1 på et hjørnespark, hvilket satte aalborgenserne under pres, de sidste 10 minutter af kampen.
Uden en udligning måtte aalborgenserne se sig slået med 2-1, og det betød også, at AaB havde tabt sin første kamp i sæsonen - og så endda til lokalrivalerne fra Hobro.
Skuffet cheftræner
Du virker skuffet
- Ja, det er jeg, konstaterer cheftræner for AaB, Oscar Hiljemark.
- Det handler om at forsøge at holde modstanderen væk fra vores straffesparksfelt og vores felt generelt så meget som muligt. Når vi selv går ind i deres, skal vi være mere skarpe. Det skal vi forsøge at blive endnu bedre til, afslutter han.