Sko for 300.000 forsøgt stjålet af gerningsmænd - én blev fanget
For fire gerningsmænd havde de set frem til en særdeles givtig nat i Aalborg.
På Håndværkervej havde de fundet frem til en virksomhed, der lå inde med et ganske stort parti sko, og det lykkedes da også gerningsmændene at få en del af dem ud i en varebil.
- Det var formentlig en værdi op mod 300.000 kroner, fortæller Jess Faldberg, vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Politiet fik alarmen klokken 02.18, hvor flere sensorer gav alarm. Derfor kom en patrulje straks til stedet efter en anmeldelse.
- Da vi kommer frem, er der fire mand, der stikker af, og vi fanger en af dem. Men vi har ikke mere på resten af tyvene. Men ejeren af stedet var da glad for at kunne få skoene igen, siger vagtchefen.
Nu kan den anholdte 28-årige mand, der kommer fra udlandet og ikke har fast adresse i Danmark, se frem til et grundlovsforhør.