Transportminister afviser: Forlænger ikke høringsfrist
Ingen - heller ikke byrådspolitikerne i Aalborg - kan få fristen for at komme med høringssvar om en ny Limfjordsforbindelse udsat.
Transportministeriet og Vejdirektoratet har sendt dels et forslag til anlægslov, dels en opdateret miljøvurdering i høring. Høringsperioden er fem uger. Det vil sige, at høringssvar skal afleveres senest 11. januar.
Det har en række modstandere protesteret imod, fordi de ønsker mere tid til debatten. I mandags tilsluttede et enigt byråd i Aalborg sig ønsket. Kommunen havde nemlig opdaget, at byrådets næste ordinære møde først holdes efter fristens udløb. Derfor bad man om en forlængelse på to uger, så byrådet på næste ordinære møde kan vedtage sit høringssvar.
Men fredag meddelte transportminister Thomas Danielsen (V), at fristen ikke rykkes. Høringssvar skal være afleveret senest 11. januar.
Ministeren skriver i et brev til kommunen, at han har forståelse for ønsket. Men skal lovforslaget som planlagt fremsættes i Folketinget i anden halvdel af februar, lader det sig ikke gøre, skriver han:
- Med de processer, der følger efter endt høring og forud for fremsættelsen af anlægsloven, herunder ikke mindst bearbejdning af modtagne høringssvar, leder det samlet til, at ønsket desværre ikke kan imødekommes, skriver Thomas Danielsen.
Aalborgs kommunalpolitikere aftalte allerede i mandags en plan b, hvis fristen stod fast. I stedet skal byrådet og de udvalg, der skal behandle sagen, nu indkaldes til ekstraordinære møder umiddelbart efter nytår, hvor forslaget til anlægslov og den udvidede miljøvurdering skal behandles.