30-årig slog og bed anden gæst
Det blev en aften med måske lige lovlig meget indenbords for en 30-årig mand i Frederikshavn.
Klokken 03.09 søndag nat havde han været i byen, men det endte med, at han kom i tumult med en anden nattelivsgæst. Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
- Det er sket i Danmarksgade, hvor han havde været inde på et pizzeria og købe natmad. Uden for det endte han med at slå og bide en anden gæst, fortæller han og fortsætter:
- Den 30-årige mand blev naturligvis anholdt og sigtet for vold. Der er en del vidner, der har set episoden, så han kan forvente at stå op til en sigtelse og afhøring.