332 meter langt skrotskib mandsopdækkes på grund af uvejr
Recyclingvirksomheden Modern American Recycling Services, forkortet M.A.R.S, går lige nu med livrem og seler.
Endnu engang har de kaldt to slæbebåde op til Frederikshavn Havn.
- Det er simpelthen bare en ekstra sikkerhed, siger Kim Thygesen, direktør for M.A.R.S Europe til TV2 Nord.
Årsagen er simpel. De ønsker ikke en gentagelse af situationen fra 20.oktober, hvor skrotskibet Zafiro Producer rev sig løs på grund af den hæsblæsende østenvind, hvilket betød, at al færgetrafik i Frederikshavn måtte indstilles i flere timer.
Klokken 2 natten til søndag blev de to slæbebåde derfor lagt ved siden af det 332 meter lange skrotskib. Onsdag oplyste Kanal Frederikshavn, at der ligeledes var tilkaldt to slæbebåde for at tage ekstra forholdsregler.
TV 2 har i dag varslet om massivt regnvejr og risiko for oversvømmelser. Visse steder kan der falde mellem 25 og 30 millimeter vand. Desuden er der ifølge DMI vindstød på op til 20 meter i sekundet i Frederikshavn i løbet af dagen og aftenen.
Hvor længe mandsopdækningen af Zafiro Producer varer ved, afhænger ifølge Kim Thygesen er vejrforholdene.
Efter skrotskibet rev sig løs, er der sket skader på Orskovs dok og på boreplatformen Noble Resilient, der fik sin helikopterplatform ødelagt. 32 besætningsmedlemmer på boreplatformen blev evakueret.
Hvad de økonomiske konsekvenser efter det store skibs hærgen i havnen bliver, er endnu uklart.