35-årig anholdt for at bide ældre kvinde i ansigtet
Nordjyllands Politi modtog i går aftes omkring klokken 23.30 en anmeldelse fra en bekymret borger i Frederikshavn.
Anmeldelsen gik på et voldsomt skænderi på en adresse på Borgmester Hassings Vej i centrum af Frederikshavn.
Da politiet ankommer til adressen, taler de med en 45-årig kvinde, der er blevet bidt to gange i ansigtet af en 35-årig mand, der efterfølgende er stukket af fra stedet.
Et par timer senere lykkedes det politiet at opspore og herefter anholde den 35-årige, der var gående på vej ud af byen.
Der afventer nu en juridisk vurdering i forhold til om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.