Drengeløjer endte i anholdelse
Lommepengene skal snart skrabes sammen for en 15-årig dreng i Frederikshavn.
Klokken 02.43 natten til torsdag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om en knust rude på Frederikshavn Station, og der gik ikke længe, før den skyldige var fundet. Det skriver KanalFrederikshavn.dk.
For ikke langt fra gerningsstedet var en patrulje, som hurtigt stødte på den 15-årige dreng, som havde været ude på ballade.
Han erkendte hurtigt, men hvorfor ruden skulle knuses, kunne han ikke forklare.
Han er nu sigtet i sagen, hvor det forventes, at der bliver rejst et erstatningskrav til ham.