Forsvundet i flere måneder: Nu er mand fundet død
En 68-årig mand fra Frederikshavn har været forsvundet siden 17. juli og efterlyst siden 21. juli.
Lørdag ved 13-tiden blev en mand fundet død i et skovområde mellem Strandby og Elling, og det er med stor sandsynlighed den forsvundne mand, oplyser Nordjyllands Politis vagtchef Karsten Højrup.
Den 68-årige mand forsvandt med stor mystik tilbage i juli, og der blev sat en stor eftersøgning i gang.
Nordjyllands Politi efterlyste ham både lokalt og internationalt, der blev brugt helikopter og politihunde, ligesom foreningen Missing People også flere gange ledte efter manden.
Politiet indstillede godt nok eftersøgningen 24. juli, men havde på daværende tidspunkt stadig et håb om at finde manden i live.
Lørdag klokken 13.10 ringede en jæger dog til politiet med meldingen om en dødfunden mand.
Vagtchef Karsten Højrup ved Nordjyllands Politi fortæller, at der ikke er mistanke om nogen kriminel handling, og at de pårørende er underrettet.
Han oplyser samtidig, at den 68-årige mand har ligget i skovområdet i flere måneder.