Fortsætter som løsgænger: Man må vurdere, når prisen bliver for stor
Den prominente byrådspolitiker Erik Kyed Trolle, der for et par uger siden forlod Socialdemokratiet, fortsætter som løsgænger i Frederikshavn Byråd i resten af denne byrådsperiode. Det meddeler han til Kanal Frederikshavn.
Det betyder, at han fortsætter uden parti indtil udgangen af 2025.
Selvom det nu er snart tre uger siden, at Trolle brød med Socialdemokratiet er der endnu ikke kommet noget konkret om årsagen bag.
- Jeg har stor forståelse for, at man som medlem i en politisk gruppe altid betaler en "pris", når der skal laves kompromisser.
- Hvis man føler, "prisen" bliver for stor, og man mister sin selvrespekt, må man jo vurdere, om man skal blive eller gå, udtaler Erik Kyed Trolle til Kanal Frederikshavn.