Frygt for rotte-boom efter slagterilukning - nu manes rygter til jorden
Frygten for en rotteinvasion gøres til skamme.
Tilbage i april smed Danish Crown lidt af en bombe, da de annoncerede, at de ville lukke deres slagteri i Sæby.
Ikke nok med at hundredvis af medarbejdere stod til at miste deres job, så gik snakken i Sæby også på, at lukningen ville betyde, at antallet af rotter ville stige eksplosivt.
Den snak har varet ved blandt flere borgere i byen. Helt ubegrundet viser det sig nu.
- Der er ikke noget hold i det. Vi har ikke fået flere anmeldelser om rotter efter lukningen, end vi normalt plejer at få, siger Søren Nielsen, skadedyrsansvarlig i Frederikshavn Kommune.
Kommunen oplyser videre, at man også har været i dialog med Danish Crown, der bekræfter deres stadige opmærksomhed på rottebekæmpelse, ligesom da bygningen var i drift. Danish Crown er den ansvarlige som ejer af bygningen.
Borgernes frygt for en mulig rotteinvasion skyldes, at de små dyr, som primært holder til i kloakkerne, formentligt blev forsynet med rigelige mængder af mad fra slagteriet. Og ville de mon så komme op til overfladen, når maden ikke længere blev serveret under jorden?
Tilsyneladende ikke.
Sætter hurtigt ind
Søren Nielsen oplyser, at de i Frederikshavn Kommune får omkring 1100 anmeldelser om rotter hvert år. Et tal, der har været faldende de senere år.
- Vi er i flere tilfælde gode til at finde ud af, hvilke årsager der er til, at der kommer rotter, og så kan vi hurtigere få løst problemet. Desuden sætter vi ind med en hurtig indsats, så rotterne ikke når at formere sig endnu mere, end de i forvejen har gjort, siger han.
Lukningen af Danish Crown i Sæby betød, at blandt andre Jesper Christensen mistede sit job gennem 22 år. Han er tredjegenerations slagteriarbejder og stedet har haft en kæmpe betydning for hans, hans far og hans farfars liv.
Se programmet herunder: