Genstand fundet: Først troede man, det var en landmine - men den var ufarlig
Opdateret med nye oplysninger: Der var ikke tale om en landmine, viste det sig, da Ammunitionsrydningstjenesten ankom til stedet.
Hvis man befinder sig i noget af det nordligste af Danmark i dag, så har man måske oplevet, at politiet har været til stede siden middagstid.
Ved Kandestederne tæt ved Råbjerg Mile blev der nemlig fundet, hvad først blev set på som værende en mulig landmine.
- Vi fik anmeldelsen klokken 12.16 om det, og vi har været til stede for at bevogte stedet, så der ikke er nogle, der lige kommer hen til den, sagde vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen, da TV2 Nord snakkede med ham i første omgang.
Da Ammunitionsrydningstjenesten (EOD) ankom til stedet ved 17-tiden, viste det sig, at der var tale om en ufarlig genstand.
- Så det giver ikke anledning til, at vi skal have den hverken bortsprængt eller fjernet. Nogle gange kan EOD fortælle ud fra de billeder, vi sender til dem, at der er tale om noget ufarligt. Men det kunne de ikke denne gang, og de kunne heller ikke sige, hvad det var, da de så den selv. Den er dog ufarlig.