Loven skal ændres så udbrændte huse ikke skæmmer byer
Udbrændte huse, som i årevis får lov at stå uberørte hen, skal være fortid, mener byrådsmedlem, der har stillet et borgerforslag.
I over tre år har et udbrændt hus på Østkystvejen i Lyngså været en torn i øjet på naboerne.
- Det har da været rigtig irriterende at kigge på hver morgen, siger Jørgen Kristensen, der bor nabo til brandtomten.
Snart sker der dog noget. Mette Hardam (V), som sidder i byrådet i Frederikshavn Kommune og selv bor i byen, har nemlig overtaget brandtomten, efter at den var på tvangsauktion.
- Vi har selv presset på for, at det skulle komme på tvangsauktion, så vi kan få det væk fra bybilledet, siger hun.
Borgerne i Lyngså er langt fra de eneste, der i flere år har været naboer til en brandtomt. I Aalborg-bydelen Vejgaard er et nedbrændt hus endnu ikke ryddet, selvom det er over seks et halvt år siden, det brændte. Det har igennem adskillige år frustreret naboerne.
Mette Hardam synes ikke, det er rimeligt, at brandtomter skal skæmme byer i årevis. Derfor har hun stillet et borgerforslag til Folketinget.
Borgerforslaget går på, at 10 procent af forsikringssummen eller minimum 100.000 kroner skal tilbageholdes, indtil en brandtomt er ryddet. Hvis ikke ejeren af ejendommen selv rydder op, så skal forsikringsselskaberne sætte det nødvendige oprydningsarbejde i gang for de tilbageholdte forsikringspenge.
- Det er jo selvfølgelig ultimativt ejerens ansvar at rydde op. Det er ikke dig og mig, der skal rydde op efter andre. Det er ejerens ansvar, men når det så ikke sker, så er man nødt til at ty til nogle andre, siger Mette Hardam.