Ny storsejr til Vendsyssel i Badmintonligaen
Vendsyssel Elite Badminton sikrede sig torsdag aften den anden 7-2-sejr i Badmintonligaen på tre dage. Denne gang var det RSL Odense, der blev besejret så stort, at Vendsyssel sikrede sig 10 point til tabellen, hvor det nordjyske mandskab efter to runder indtager tredjepladsen.
- Vi tabte til Odense for et år siden og havde stor respekt for dem, så det er meget tilfredsstillende, at vi vinder 7-2, sagde Vendsyssels cheftræner Allan Kolbro Nielsen efter kampen i Arena Nord i Frederikshavn.
Vendsyssel Elite Badmintons næste kamp er tirsdag 24. september ude mod oprykkerne Aalborg Triton, så her er der et nordjysk lokalopgør på menuen.
Aalborg Triton tabte torsdag med 9-0 - ligesom det var tilfældet i sæsonens første kamp. Denne gang blev aalborgenserne slået af Højbjerg, som ikke afgav sæt i nogle af de ni kampe.