Ny svensker har én uge til at imponere White Hawks
Ishockeyholdet Frederikshavn White Hawks har fået en svær sæsonstart, hvor nordjyderne ligger sidst i Metal Ligaen med to point i fire kampe.
Nu skal en svensker forsøge at være med til at ændre det billede.
Frederikshavnerne har nemlig hentet den 30-årige svensker Martin Pärna. Han får dog ikke alverdens tid til at imponere White Hawks, da han er kommet til på en såkaldt try/out.
Hans prøvetid varer i denne uge, hvor han har tre kampe til at spille sig til en længere kontrakt med klubben.
- Det har hele tiden været vores plan, at vi ville forstærke os. Vi har fået muligheden for at hente Martin Pärna ind i den her uge, hvor vi skal se hinanden an. Fredda (Fredrik Johansson, red.) kender ham fra tidligere, og han mener, at det kan blive et godt match, forklarer Kasper Kristensen, der er sportschef hos Frederikshavn White Hawks, i en pressemeddelelse.
White Hawks' cheftræner, Fredrik Johansson, kender den nye svensker særdeles godt.
- Han er en hurtig forward, og har sans for, hvor målet står. Han har samtidig en god teknik, kan bruges i powerplay, og derudover er han en god fyr, lyder det fra cheftræneren.
Martin Pärna får debut tirsdag aften på hjemmebanen Nordjyske Bank Arena mod Herning. Han får trøjenummer 17.